Samfundets børn

Dorthe Berntsen, Peter Bryant, Ning de Coninck-Smith, Lasse Dencik, Mads Hermansen, Peter Krøjgaard, Helmer Bøvig Larsen, Jørgen Lauterbach, Arne Poulsen, Dion Sommer, Yvonne Thomsen

298,00

'Det kompetente spædbarn'
I modsætning til tidligere ser man i dag spædbarnet som en person, der er i stand til at opfatte og reagere på sin mors udspil, hensigter og følelser. Men netop denne sociale færdighed hos barnet sætter det i stand til at opfatte følelsesmæssig omsorgssvigt fra morens side. Det er spædbarnets kompetence, der gør det sårbart over for følelsesmæssig omsorgssvigt.

'Risikoen i det moderne familieliv'
Det senmoderne samfund har ændret familiens betingelser på en sådan måde, at det medfører forøgede krav til børnene om tidlig individualisering og kompetenceudvikling. Samtidig påpeges det ofte, at netop denne tidlige individualisering af børnene medfører større risiko for fejludvikling i form af ængstelighed, mislykket læring, hyperaktivitet eller adfærdsvanskeligheder.

'Risikoen i den moderne skolegang'
I dag stiller skolen krav om større personlig kompetence hos barnet i form af selvstændighed, kreativitet, selvindsigt og forståelse for andre mennesker. Dette krav om større kompetence ledsages af nye læringsformer. Men disse medfører en risiko for, at man fjerner det stillads om barnets læring og udvikling, der måske kunne sikre, at barnet udvikler personlig kompetence på længere sigt.

En stor del af børnepsykologien handler dybest set om disse spørgsmål. Spørgsmålene kan formuleres på forskellige måder: Hvor kompetente er børn egentlig? Hvad er vilkårene for deres kompetenceudvikling? Hvor kompetente forventer vi, at de er? Hvad forventede man tidligere? Hvordan har vilkårene ændret sig?

Første del handler om barndom og samfund, før og nu. Ning de Coninck-Smith fortæller om oprindelsen til de radikalt nye forestillinger om barndom, pædagogik og børneopdragelse, der opstod med den såkaldte reformpædagogik i 1950’erne. Dion Sommer beskriver, med udgangspunkt i analyser af den landsdækkende undersøgelse ‘Børns Opvækstvilkår’, hvordan forældrenes holdninger til børn og børneopdragelse er i dag, og hvordan de hænger sammen med forældrenes uddannelsesniveau. Lasse Dencik og Jørgen Lauterbach beskriver resultaterne af en undersøgelse, som de netop har færdiggjort.

I denne undersøgelse analyseres data, der viser, hvordan familien har forandret sig, hvor turbulent den er blevet, og hvor hyppige skilsmisser og eneforsørger-familier er.

Anden del handler om udviklingspsykologiske temaer af relevans for spørgsmålet om børns kompetence. Peter Krøjgaard gør rede for den nyeste forskning om 0-2-årige børns sociale kognition, dvs. deres muligheder for at forstå tanker, følelser og hensigter hos andre og hos sig selv. Arne Poulsen giver en introduktion til forskningen om barnets tilknytning til forældrene. Tilknytningsforskningen har betydning for det ideologiske slagsmål mellem dem, der mener, at små børn sagtens kan undvære deres forældre i otte timer om dagen, og dem, der mener, at de absolut ikke kan.

Yvonne Thomsen og Dorthe Berntsen fortæller om forskning, der viser, hvor kompetente børn er – og ikke er – når de bliver brugt som vidner i retssager om seksuelle overgreb mod børn. Mads Hermansen udvikler i sin artikel en teori om forholdet mellem leg, læring, undervisning og udvikling i udviklingen af den betydningsfulde kompetence, som kan kaldes ‘selvets selvreferentielle refleksionskompetence’. Peter Bryant beskriver den rolle, som den formelle læring spiller for udviklingen af færdigheden til læsning og simpel regning. Denne forskning er relevant, fordi den formelle læring for tiden er udsat for en mistænkeliggørelse på to måder: Dels er der nogle, der mener, at instruktion i læsning og regning er overflødig, fordi børn alligevel lærer at læse og regne af sig selv, dels er der nogle, der mener, at læsning og regning er noget, man lærer – og bør lære – i de praktiske situationer, hvor man har brug for det, og ikke i den skoleprægede undervisning.

Tredje del handler om udvikling, der går galt. Her introduceres den nye forskningsretning, der på engelsk hedder ‘developmental psychopathology’, og som på dansk kaldes fejludviklingens psykologi. Helmer Bøving Larsen gør rede for den viden om adfærdsvanskelige børn, der er opnået inden for denne retning. Arne Poulsen afslutter med en oversigt over fejludviklingens psykologi.