Mytteri i december - og andre udvalgte fortællinger

149,00

John Max Pedersen blev født d. 4. september 1942 i arbejderkår i provinsen. Han døde d. 10. september 1992, kort efter sin 50 års fødselsdag. Han var politisk aktiv hele sit liv og skrev en lang række bøger, artikler, pamfletter og taler, foruden de mange romaner, digte og fortællinger, som han hver og en betragtede som en del af den politiske kamp for et socialistisk samfund. Han var desuden en spændende og overraskende, realistisk og surrealistisk maler, hvad fremgår af det selvportræt, som pryder forsiden af denne bog.

De vigtigste udgivelser i hans forfatterskab:
Et ualmindeligt dumt svin. Fortællinger, 1979
Slusen. Roman, 1979
Den 22. torsdag. Fortællinger, 1980
Stedsegrønt. Roman, 1980
Impotens. Roman, 1980
Kølhaling. Fortællinger, 1981
Slotsyngel. Roman, 1982
Vi skraber os med potteskår. Fortællinger, 1983
At leve er at kæmpe. Digte, 1983
Livet på afbetaling. Fortællinger, 1983
Den røde tråd. Politiske tekster, 1984
Loven og bølgerne. Roman, 1985
Marxisme og leninisme. Lærebog, 1994
Den tredje front. Roman, 1995

Nye læsere kan, efter læsning af disse fortællinger, begynde med en af de bedste danske romaner i 1980'erne: Slotsyngel.

Begyndelsen på fortællingen 'Mariehøns':
"Der har så godt som ingen vind været i det meste af en uge, så havets sædvanlige brusen er dæmpet ned til en sagte hvisken fra de glatte, sammenhængende, romanske buer, der uafladeligt slikker op over det før så lyse sand og efterlader spor som af lakridssovsede børnetunger på et nyvasket pudebetræk. For hver blidtrullende dønning skifter den lange stribe form og farve: Inderst fastholdes den begsorte, uregelmæssigt bugtede streg, mens den udad mod havet bliver til en brun hinde, der starter i en nuance som brændt umbra og ender i skidden sienna, inden den, på selve den dovne vandflade, opløses i farvestrålende, solflimrende figurer. Behersket af alle havets rytmer skilles og samles farveflimmeret uroligt til stadig nye mønstre, og en mere romantisk iagttager end jeg ville måske løbe over med udtryk som »Kong Neptuns Regnbue«, men jeg er realist og kender et olieudslip, når jeg ser det.
Det er ikke noget stort udslip. Ikke nok til at påkalde sig økologernes og miljøvennernes interesse, så der er følgelig ingen, som aner, hvor udslippet kommer fra, men det kan såmænd også være ligegyldigt. Olien er der og har dækket tangstrandingerne med en hinde, som farver kløvertotternes rødbrune lød en god tand mørkere, og jeg véd, de ved berøring giver fedtet afsmitning.
Min cigaret forekommer mig at smage af olie. Naturligvis er det bare indbildning, men det bliver smagen ikke bedre af, så jeg smider, hvad der svarer til 25-30 øre i statsafgift, og råber af mine lungers fulde kraft, uden at havet gør sig nogen anstrengelse for at overdøve mig: ..."