Det sidste land

199,00

"Den hårdkogte poet
Den amerikanske forfatter James Crumleys (f. 1939) er en af de helt sjældne krimiforfattere. Hans værker emmer af en paradoksal poesi, tværs gennem det vildt brutale univers de afdækker. James Crumleys overdådige kvaliteter har jeg tidligere udbredt mig udførligt om. Det er næsten fem år siden. For sådan er det med Crumley, hans rasende voldsprægede handlingsgange, hans højtgearet barokke metafor-manierisme og den sarte naturpoesi han som et særligt ekstrakt udvinder, alt det koster ham tydeligvis dyrt.
Siden 1975 er det kun blevet til seks romaner, og når den seneste oven i købet hedder DET SIDSTE LAND (2001), kan man blive alvorligt bekymret for, om vi er ved vejs ende. Et efterhånden vellagret anmeldercitat lyder: 'Tag vare på forfattere som Crumley, før de brænder ud – og tager flammen med sig'.
...
Crumley ynder at kokettere med at være Raymond Chandlers 'bastard son', og fælles er de om både den kynisk-realistiske voldsomhed og den dybsorte romantik. Crumleys plots er mindst lige så kringlede som mesterens, han vægter gladeligt scenernes saftige sprogblomster frem for de logisk velforklarede gennemføringer. Jeg tilstår gerne, at der er momenter af den fatale skæbnesammenhæng, jeg ikke kan hitte rede i, selv efter toogenhalv læsning; det sker blandt andet fordi man hidset af sprogets magt bare jager begærligt videre og videre. Men så må man læse om igen. Det er faktisk en kvalitet ekstra, at man ikke forstår alting ...
Milos livsstil bliver ikke mindre krævende af de voldsomme begivenheder. Kokainen blæser flittigt ind ad banerne, whiskyen brænder hårdt i svælget, også selv om Milo er 'alt for ung til at være så gammel'. Crumley har angiveligt levet hårdt også. Men flammen er der saftsuseme stadig. Tag vare på den. James Crumley er én af de allerallerbedste.
Oversat (atter med tæft) af Søren K. Barsøe."
- Peter Kirkegaard, Information

"Crumley kan noget med sproget. Og når denne meget kulørte sag med sex og skydere løfter sig op over gennemsnittet og sådan set langt fra mainstream, så er det hans metaforiske landskaber, hans både rå og raffinerede dialoger, hans personers poetiske determinisme og en episk skødesløshed over for læseren, han må sgu klare sig selv på de lange ture ud ad intrigens labyrintiske landeveje. Her er flere navne at holde rede på end i en islandsk saga, og plottet er et fiskehjul gået i hårdknude.

Men der er også en egen smertelig romantik neden under voldsomhederne, en suggestiv stemning af maskulin vemod om at blive ældre i en ung tid og så den texanske stolthed om at gå retfærdiggjort ind i sit hus, dø med støvlerne på, gerne med smagen af det sidste gode kys fra en smuk kvinde.

DET SIDSTE LAND er anbefalelsesværdig for alle aficionados af privatdetektiver i moderne modlys, mænd aldrig bange for mørket for enden af gaden. Bestemt ikke for tøsedrenge og, trods sine uhyrligheder her og der, en hæsblæsende krimi, der hæver sig milevidt over genrens metervare af mord og megen fare."
- Bo Tao Michaëlis, Politiken

"På bogens bagside kan man læse de næsten klassiske ord om, hvordan vor helt efter at have mødt den smukkeste kvinde, han nogensinde har set, er nødt til at rejse ud for at møde en stor mand med en stor pistol. Hvis det lyder som en kliché er det både rigtigt og forkert, James Crumley tager klicheen og gør den til sin helt egen og med DET SIDSTE LAND understreger han sin position som en af de absolut bedste amerikanske krimiforfattere i nyere tid - et uægte barn af Chandler, som han selv har sagt det.

Handlingen i den nye roman begynder, da Milo på en bar overværer et mord og får sig en drink med morderen, som han fatter en vis uforklarlig sympati for, baseret på den grundlæggende fornemmelse af, at de begge to er i klemme.

Milo involverer sig i sagen, mest fordi han keder sig. Han har midlertidigt forladt Montana og har åbnet en bar i Texas, hvor han i færd med at vaske sine mange penge hvide - hans enorme formue har han nemlig dels stjålet fra de mexicanske contrabandistas, dels arvet efter sin far, og de penge lugter også en del af narko.

Men glem handlingen, dette er en odyssé, handlingen er større end bogens rammer. Når James Crumley skriver, handler det om Amerika. Hans pen er poetisk på en ekstrem energisk og insisterende måde, hans med had iblandede kærlighed til det store land bløder i hver linie; jeg tager aldrig til Texas igen, lyder Milos bekendelse i sidste linie, og romanens moralske clu er, at i Texas gælder andre regler, enhver lov og ret er ophævet i et morads af korruption og et spindelvæv af gustne forbindelser.

Baggrundstæppet er i orden for Milos rejse, trods sin høje alder nedlægger han kvinder, sniffer kokain, drikker tre-finger store whiskyer som en rask og rørig ung mand. Og selv om han ikke vil tilbage til Texas, vil han på den anden side ikke forlade det, før der er ryddet lidt op - man er vel private eye.
Vist så. Selv i en høj alder. Så læs selv. Vi får næppe en bedre krimi på dansk i år."
- Niels Lillelund, Jyllands-Posten

"Tag vare på forfattere som Crumley, før de brænder ud – og tager flammen med sig."
- New York Times Book Review