Åndernes fest

199,00

"MILD i mælet har Hans Henning Harmer aldrig været, men hans til kynisme grænsende mangel på illusioner slår alle rekorder i ÅNDERNES FEST, en okkult krimi, hvor Harmers slebne sarkasme slår gnister i hver eneste sætning. Handlingen bølger frem og tilbage mellem den 14. og den 21. december 2000, ligesom synsvinklen skifter mellem jægerens og den jagedes. Og hvad mordet angår, er det helt efter bogen, efter den klassiske politiroman, hvor en hårdt prøvet kommissær atter en gang jagter et bestie og finder et menneske – sådan da.
... Nu er ÅNDERNES FEST nok en thriller, hvor der leges kispus med det okkulte, men den er fremfor alt en kuldslået skildring af mennesker, der tror sig i stand til ustraffet at kontrollere eller ligefrem misbruge andres følelser. Bag frygten for tabet af emotionel kontrol ligger imidlertid også en længsel efter netop dette, at være i sine følelsers vold, og den opslidende splittelse mellem ønsket om suveræn beherskelse og trangen til at give sig helt hen skildrer Harmer med sin vanlige overlegne beherskelse af velturnerede replikskifter og ekspressive stemningsbilleder.
... Spændingskurven stiger upåklageligt og effekten af den gråsorte skravering af byen og menneskene gør sig hurtigt gældende – læseren lulles umærkeligt ind i sådan en dyster stemning af blinkende reklamer gennem slagregn – og så falder man jo pladask for romanens vrimmel af rammende udtryk (»emotionel inkontinens« eksempelvis!). Så jo – Harmer er og bliver en forfatter, der meget gerne må bede om læserens tid, man vil ikke fortryde det.

...Harmer besidder et sprogligt gehør, der rammer helt rent, hvad enten det gælder person- eller miljøtegningerne, han lader poesi, sort humor og brutal realisme gå i overrumplende forbund med hinanden."
Katinka Bruhn, Weekendavisen

"Åndernes fest er en uhyggeligt fascinerende historie i krimiens form om mentale fastlåsninger.

Det eneste man kan forvente fra Hans Henning Harmer er det uforventelige. Denne gang er det altså blevet til en krimi. Men en krimi noget anderledes end det, vi er vant til.

På overfladen har vi at gøre med formatet, vi kender fra disse års så populære politi-krimier: en forbrydelse, der efterforskes af et opdager-hold af kriminalfolk med forskellige indstillinger til deres profession og så ellers godt med problemer på hjemmefronten. Det giver normalt en aktuelt samfundsspejlende og/eller -revsende historie bygget over forbrydelsens element.

Hans Henning Harmer har også et hold professionelle efterforskere unde ledelse af vandvogns-alkoholikeren Harry P og Klara Malthe, der hjemme har en autistisk søn.

De kommer på lidt af et job, da de ikke kan finde ud af sammenhængen mellem drabene på en mand og hans hustru. Og den helt rigtige sammenhæng i denne blodige variant af et trekantsdrama går da heller aldrig op for dem.

Forvredne sind
For Harmers historie er nemlig slet ikke en standard-krimi om forbrydelser og deres opklaring. Det er derimod en historie om forvredne sind. I skift mellem forbrydere og politifolk kontrasteres det normale med det sygelige. Men selv i det såkaldt normale ligger afvigelsen og lurer. Harry P. har det vanskeligt med sin vandvogn og sine AA-møder, mens Klara har været nødt til at indstille sin egen og mandens eksistens helt og aldeles på den autistiske søns præmisser. Det påtvinger dem en ironisk kommenterende tilskuerrolle til deres egne ufrivillige livssituationer.

Alle personer er låst fast i deres positioner, med deres sprog som både mulighed og begrænsning. Så det egentligt detektiviske arbejde kommer til at ligge i omgangen med sproget, for både agerende og læsere. Forstår man koden, kan der lukkes op. Har man ikke nøglen, er der for altid låst.

Fastlåsningen kommer først og fremmest frem hos den schizofrene "Legionær," forbryderens instrument. Med en formidabelt facetteret og samtidig stramt disciplineret sprogbeherskelse holder han sammen på en helt privat og mange-stemmet virkelighed med adgang til det overnaturlige som var det det naturlige, men total blokering over for virkeligheden. Den, der kan tale hans sprog, kan kontrollere ham, og det kan den sygeligt jaloux forbryder.

Hans Henning Harmer kan ikke så lidt mere end sin Agatha Christie. "Åndernes fest" er en uhyggeligt fascinerende historie i krimiens form om mentale fastlåsninger. Fastlåsninger, som via deres sproglige udtryk også binder læseren i et til tider helt surrealistisk univers, hvor selv det mest banale antager vanvittige former. At læse bogen er lidt som at blive grebet af et mareridt, man ikke kan komme fri af. Deraf det uhyggelige, hvis anden side som bekendt er det dragende, og dermed det underholdende.

Endnu engang topkarakter til Hans Henning Harmer for en markant anderledes og i særklasse besættende roman."
Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten